Vi er begejstrede for at præsentere det kommende VON-møde, der stiller skarpt på, hvordan du aktivt kan arbejde med lyd som kommunikationsform i din virksomhed.
Vores oplægsholder, Peter Nørgaard Mathiasen, journalist, podcaster og tidligere radiovært, vil guide os gennem, hvordan lyd og podcasts kan levendegøre din virksomheds kommunikation, tiltrække kunder og styrke dit brand hos din kernemålgruppe.
Hver tredje dansker lytter til podcasts ugentligt, så måske er det oplagt for din virksomhed også at tænke på on-demand-lytning og streaming ind i din markedsføring?
Peter giver konkrete eksempler på, hvordan din virksomhed kan producere bl.a. podcasts og lydbøger samt omdanne allerede eksisterende content til lækre lydproduktioner til glæde for dine kunder på farten.
Ud over Peters oplæg vil dette møde også indeholde en Q&A-session, hvor du kan sparre med Peter og måske få idéen til din første podcast. Dette er en enestående mulighed for at udforske, hvordan lydindhold i samspil med din virksomheds andre kommunikationsindsatser kan være nøglen til at styrke din virksomheds synlighed og skabe nye relationer. Peter vil også dele konkrete og praktiske råd, der kan implementeres øjeblikkeligt, og inspirere dig til at tage det næste skridt i din virksomheds digitale rejse.
VON = Viden Og Netværk. Silkeborg Business er vært for kaffe og et rundstykke, mens medlemmer af Silkeborg Business får lejlighed til at dele viden og stå for faglige og inspirerende oplæg. Efter oplægget er der god tid til snak hen over bordet.