Tag med, når vi i Silkeborg samler erhvervslivet og drager på studietur til Børsen Bæredygtig Summit i København.
Én gang om året samler Børsen både erhvervslivet, forskere og politikere til en dag i bæredygtighedens tegn med talks, interviews, showcasing og netværk. Det sker til Børsen Bæredygtig Summit, der er et af landets største bæredygtighedsevents.
Hele Silkeborg Business teamet er inviteret, og vi vil have dig med. Vi håber, en masse lokale og midtjyske virksomheder vil gøre os selskab og hente ny viden og inspiration.
På Børsen Bæredygtig Summit 2025 kan du få indsigt i, hvilke tendenser der rør sig, hvilke problemstillinger Danmarks virksomheder står overfor, men også hvilke løsninger, der bliver arbejdet med.
Det giver mening, for der er mange udfordringer, dilemmaer og krav at leve op til. For mange virksomheder er det svært at omstille sig.
Hvad er op og ned i forhold til det stigende antal direktiver og klimamål? Og kan man både tage hensyn til miljø og klima og samtidig skabe økonomisk vækst?
Til konferencen kan du få masser af inspiration og indsigt. Uanset om du er CEO i en større virksomhed, har ansvaret for ESG, er forretningsudvikler eller grøn iværksætter, får du viden med hjem.
Læs mere om konferencen her.
Vi håber at se dig til en spændende dag, hvor du også på busturen ud og hjem får rig mulighed for at netværke og dele ud egne erfaringer med andre erhvervsfolk.
Skal du med?
Er du med i Silkeborg Green Business er studieturen helt uden omkostninger. Du skal blot huske at tilmelde dig senest 01.03.2025. Derefter frafalder din fortrinsret, og andre får mulighed for at købe din plads i bussen.
Vi vil facilitere muligheden for at netværke, så du kan se frem til at møde nye og måske velkendte ansigter.
Afgang og returrejse
Afgang fra Jysk Park i bus kl. 5.30 (Påstigning fra kl. 5.15).
Vi vil være retur i Silkeborg ved 20-tiden.
Vi tager Molslinjen Aarhus – Odden og Odden – Aarhus sidst på eftermiddagen.
Forplejning
På færgen på vej til Sjælland skal vi have morgenbuffet inkl. vand/juice og en valgfri baristakaffe.
Når dagens program i København er slut og vi igen er på færgen fra Odden – Aarhus, vil Silkeborg Business være vært for en let aftensmadsforplejning.
Under busturen t/r vil der være sørget for vand til alle deltagere.
Deltagere står selv for forplejning under Børsen Bæredygtig Summit.