Silkeborg er fuld af stærke iværksættere og Karina Dalsgaard er én af dem, der har skabt sin egen vej fra bunden.
Da Karina som ung brugte sin børneopsparing på et kamera, var det uden at vide, at det en dag skulle blive fundamentet for hendes egen virksomhed. I dag, som 37-årig fotograf og iværksætter i Silkeborg, har hun bygget en forretning op fra bunden, samtidig med at hun har navigeret i både familieliv, tvivl og perioder med modgang. Hun bor i Funder med sine to drenge og har drevet sin egen virksomhed i fem år.
“Jeg har altid haft drømmen, men jeg vidste ikke, om det var det, jeg skulle leve af.”
En styrke i at se verden anderledes
Karinas interesse for fotografi begyndte omkring 2010-2011, men hendes visuelle blik har altid været en del af hende. Som ordblind – noget hun først opdagede som 20-årig – har hun lært at forstå og aflæse verden gennem billeder, frem for ord.
“Jeg har altid lært og forstået gennem billeder. Det er der, det giver mening for mig.”
Det visuelle blev ikke en begrænsning, men en styrke, der i dag er central i hendes arbejde. Hun blev optaget på fotografuddannelsen i 2013, men stoppede efter et år, da hun fik sit første barn. Inden da havde hun allerede arbejdet som assistent og haft studiejob i branchen, hvilket gav hende en tidlig forståelse for både faget og kunderne.

Fra drøm til forretning
Selvom drømmen var der fra start, var det længe uklart, om fotografiet kunne blive en reel levevej. Tvivlen fyldte, og især tanken om det selvstændige liv virkede uoverskuelig.
Med sin uddannelse som serviceøkonom med speciale i innovation og entreprenørskab fik hun et vigtigt fundament – særligt i forhold til kunder, service og det at drive virksomhed.
Vendepunktet kom i 2021, hvor hun gik sideløbende hendes uddannelsesforløb gik i praktik i sin egen virksomhed og oprettede CVR-nummer. Her begyndte hun også at arbejde mere strategisk og skifte fokus fra private kunder til erhverv. Det gjorde hun blandt andet ved aktivt at overveje, hvordan hun kunne skabe værdi for virksomheder og differentiere sig.
“De første tre år føltes som en testfase. Derefter havde jeg styr på tingene. Jeg begyndte at få faste kunder og følte, at jeg hørte til i Silkeborgs erhvervsliv. Det blev ved med at lykkes og dét gjorde forskellen.”
Hun peger samtidig på, at mange iværksættere falder fra undervejs, og at det kræver vedholdenhed at komme igennem de første år. I dag står hun med en forretning i vækst og flere tilbagevendende kunder – et resultat af en målrettet indsats.
Ægte øjeblikke – ikke opstillede billeder
Karina arbejder ikke med perfekte opstillinger, men med mennesker. Hun beskriver sig selv som “fluen på væggen” og har en særlig evne til hurtigt at aflæse både mennesker, kultur og stemning.
“Det vigtigste er de ægte øjeblikke. Det er dem, folk kan mærke.”
Hun prioriterer altid dialog med kunden inden en opgave, så hun forstår virksomhedens værdier og identitet i dybden. Målet er ikke blot at tage pæne billeder, men at skabe visuelle fortællinger, der vækker genkendelse og følelser hos modtageren.
“Billederne skal give en følelse af connection. Allerede når man ser dem, skal der opstå en form for drøm og lyst til samarbejde. Det handler om hvem vi er som mennesker og som virksomhed.”
For hende handler det i sidste ende om at fortælle historier med fokus på menneskene bag virksomheden.

Når det rammer rigtigt
Karina ved, at hun har ramt plet, når kunden kan genkende sig selv i billederne og oplever, at de afspejler deres identitet. “Det er, når kunden siger: ‘Dét er mig, det der.’”
Det er netop dér, billederne får liv og bliver mere end en overflade.
En forretning bygget på relationer
Karina er vokset op med iværksætteri tæt på, men alligevel har én ting overrasket hende: hvor meget man hjælper hinanden.
“Jeg er blevet mødt med åbne arme i Silkeborg, hvor der er en enorm hjælpsomhed og åbenhed.”
Hendes forretning er i høj grad bygget op gennem netværk og anbefalinger, og relationer spiller en central rolle i hendes arbejde. Hun oplever ofte, at virksomheder ønsker at vise deres kultur og fortælle historien om den gode arbejdsplads gennem billeder.
I dag er hun en del af kontorfællesskabet G-kraft, hvor hun har sin daglige gang. Det giver både struktur og et fællesskab i hverdagen.

Sparring, struktur og fremdrift
Silkeborg Business har været en positiv del af hendes rejse fra start og har bidraget med sparring på både kunder, struktur og udvikling.
“Det er vigtigt at have nogen at sparre med, hvis og når man går i stå.”
Hun har blandt andet benyttet sig af tirsdagsrådgivning og netværksaktiviteter, som har været med til at skabe overblik og retning.
At holde fast – også når det er svært
Vejen til en bæredygtig forretning har ikke været uden udfordringer. Karina har oplevet både op- og nedture og perioder med stress, men har holdt fast. De seneste to år har hun haft fokus på at opbygge en sund forretning – både økonomisk og personligt – og i dag står hun et sted, hvor hun trives og oplever fremgang.
Et råd til andre iværksættere
Efter flere år som selvstændig er hendes råd klart: “Prøv det, og tro på det, du brænder for – min erfaring er, at frygten får det til at virke farligere, end det i virkeligheden er.”
Hun understreger samtidig vigtigheden af at række ud og bruge de muligheder, der findes – blandt andet hos Silkeborg Business. Og vigtigst af alt: Det behøver ikke være alt eller ingenting, men kræver vedholdenhed – også når det er svært.

📷 Billeder: Privat af Karina Dalsgaard
✏️ Artikel er skrevet af Maja Gee, Silkeborg Business