Torsdag den 22. maj blev fagligheden og håndværkets fremtid fejret, da Silkeborg Business og Silkeborg Kommune inviterede til årets Borgmesterhåndtryk i Bilernes Hus.
Arrangementet er en højtidelig anerkendelse af de lærlinge, der i 2024 og foråret 2025 har afsluttet deres erhvervsuddannelse inden for håndværk og industri.
Det blev en eftermiddag fyldt med stolthed, fællesskab og festlig fejring, da borgmester Helle Gade gav håndtryk til de nyudlærte – en symbolsk gestus, der markerer overgangen fra læretid til arbejdsliv og understreger den indsats og vedholdenhed, som uddannelsesrejsen har krævet.
Anders Killmann Petersen, direktør i Silkeborg Business, bød sammen med Erik Schougaard fra Bilernes Hus, Borgmester Helle Gade og Silkeborg Business Lærlingenetværk velkommen foran knap 65 fremmødte deltagere – blandt dem både lærlinge, mestre, virksomhedsledere, familie og kolleger. Også Silkeborg Business’ Lærlingenetværk bidrog med en personlig og inspirerende tale om vigtigheden af sammenhold og faglig udvikling.
I år var rammen udvidet, så lærlingene kunne invitere flere gæster med til fejringen – en beslutning, der blev taget godt imod. Arrangementet blev rundet af med netværk, hygge, samt kage og bobler.
Borgmesterhåndtryk er allerede en fast tradition i Silkeborg – og succesen gentages igen næste år.